JEG SER DET IGEN OG IGEN
De fleste konverteringsproblemer kræver ikke store UX brugerundersøgelser A/B test og lange sprints med krævende tickets.
De kræver, at nogen åbner siden med friske øjne og fjerner den tvivl, kunden sidder med i de sekunder, hvor købet afgøres.
Selvfølgelig skal vi stadig måle effekten af det vi går, men vi skal ikke altid lade os begrænse af det.
Her er tre af dem. De koster timer, ikke sprints, og du kan måle effekten af alle tre.
1. Dine handelsbetingelser er fra da du startede din webshop
Problemet: Handelsbetingelser bliver skrevet en gang, godkendt en gang og aldrig rørt igen. I mellemtiden har du skiftet fragtleverandør, ændret leveringstider og tilføjet betalingsmetoder. Siden siger noget andet end virkeligheden, og det opdager kunden typisk først, når noget går galt.
Sådan fikser du det: Læs dem igennem med din nuværende drift ved siden af. Leveringstider, fragtpriser, betalingsmetoder, kontaktoplysninger. Ret det, der ikke længere passer.
Brug gerne Claude, ChatGPT eller Gemini til at lave et kort resumé i bullets øverst på siden, så kunden kan skimme det. Men vær opmærksom: resuméet ligger oven på de fulde betingelser, ikke i stedet for. Oplysningspligt, 14 dages fortrydelsesret og klageadgang er lovbundet indhold, og en AI-omskrivning er ikke en juridisk gennemgang. Er du i tvivl om formuleringerne, så lad en jurist kigge på det.
Sådan måler du det: Det her er hygiejne, ikke et konverteringseksperiment.
Mål i stedet på den anden ende: antal supporthenvendelser om levering og returnering de næste to måneder.
2. Dine returvilkår er usynlige, lige der hvor de betyder mest
Problemet: 13 % af de kunder, der forlader et køb, gør det fordi returpolitikken er utilfredsstillende (Baymard). Læg mærke til ordet. Ikke "dårlig". Utilfredsstillende dækker også over den politik, kunden slet ikke kunne finde og derfor gik ud fra var dårlig.
For mange webshops ligger returvilkårene i footeren, som et link der åbner en ny side og river kunden ud af flowet.
Sådan fikser du det: Skriv den korte version, hvor kunden står: på produktsiden ved "Læg i kurv" og igen i checkout. En linje er nok. "30 dages returret. Vi betaler returfragten." Vil kunden vide mere, foldes detaljerne ud på samme side i stedet for at sende dem videre.
Hvis din returpolitik faktisk er dårlig, løser synlighed ikke problemet. Så er det politikken, der skal ses på først.
Sådan måler du det: Sæt et event på udfoldningen af returinfo i checkout. Ser du, at mange åbner den, har du fundet et sted, hvor kunderne var i tvivl uden at du vidste det. Sammenlign derefter gennemførelsesraten i checkout før og efter, over mindst 14 dage.
3. Din vigtigste USP står, hvor ingen kigger
Problemet: "Fri fragt over 499,-" ligger i toppen af sitet, i en bar der ser ud som en reklame. Den bliver filtreret fra. Bannerblindhed er veldokumenteret, og din header er det sted på siden, hvor den rammer hårdest.
Resultatet er, at du betaler for et værditilbud, kunden aldrig registrerer.
Sådan fikser du det: Gentag budskabet, hvor beslutningen træffes. Direkte under "Læg i kurv" på produktsiden. I kurven, gerne med afstanden til grænsen ("Køb for 120 kr. mere og få fri fragt"). Og i checkout, hvor fragtprisen vises.
Behold den gerne i headeren. Pointen er ikke at flytte den væk, men at stoppe med at lade den stå alene.
Sådan måler du det: Kurvværdi og konverteringsrate på produktsiden, før og efter. Har du fri fragt ved en beløbsgrænse, så hold også øje med andelen af ordrer, der lander lige over grænsen. Det er den tydeligste indikator på, at beskeden er landet.
Hvorfor de her tre?
Fordi de alle tre fjerner tvivl i stedet for at tilføje overtalelse.
En kunde, der er i tvivl om, hvad der sker hvis varen ikke passer, eller hvad fragten ender med at koste, gennemfører ikke købet. Det er ikke et spørgsmål om at overbevise. Det er et spørgsmål om at svare på spørgsmålet, før det bliver stillet.
Den type klarhed sælger ikke bare den første ordre. Den er også det, der gør, at kunden vender tilbage.
Kom i gang
Åbn din egen webshop på mobilen.
Gå hele vejen fra produktside til betaling, som om du aldrig har set den før.
Skriv ned, hvert sted du er i tvivl om noget.
Det er din liste.
De tre herover er bare dem, jeg ser flest steder.
Vil du have et par friske øjne på dit checkout-flow, så book et uforpligtende checkout-tjek. 30 minutter, og du får en ærlig vurdering med hjem.